".... man har et standpunkt til man tager et nyt":

​

.... og efter mange overvejelser er det blevet besluttet at tage endnu en tur til Lucca, så må Alsace, Mallorca og Vendsyssel vente til 2020, forudsat nogen vil arrangere turen på det tidspunkt.

 

Nogle af de overvejelser, der ligger til grund for beslutningen om igen at foretrække Lucca, ligger i "at her ved vi, hvad vi får". Det er nemt at flyve frem og tilbage til Lucca, til Alsace ville det immervæk tage 12-14 timer at nå i egne biler, og hvem ville i det hele taget lægge biler til?

Turen til Lucca i år beskrives i afsnittet nedenfor,og det er såmænd også en væsentlig del af beslutningen, og så skal vi ikke opfinde den dybe tallerken en gang til.​

​

LUCCA 2018 var og bliver nok den bedste tur af de fem, som det fremgår af flere af de deltagere, der har været med flere gange. Den første tur i 2014 havde 12 deltagere, det var hyggeligt, i 2015 røg vi så ned på 10 mand, det var også hyggeligt, men der var ikke helt basis for at fortsætte, når ikke flere ud af klubbens ca. 150 medlemmer tilmeldte sig. Derfor udsendte vi nogle røgsignaler i efteråret 2015 for at få flere til at tilmelde sig turen i 2016. Det lykkedes med endnu flere deltagere, hvor vi så boede to forskellige steder inde i Lucca, ikke optimalt for det sociale gen, der er i klubben. Sidste år havde vi stort set også en rigtig fin tur, hvor vi igen boede sammen, havde Rolling Stones in Concert lige uden for Muren, men det kneb lidt med den sociale after biking, hvor meningen var, at vi skulle samles på Frediano-torvet efter turene. Pladsens størrelse og deltagerantallet gjorde det ikke optimalt for denne operation, hvor vi samledes lidt i klynger i stedet. Bostedet levede desværre ikke helt op til vores krav om comfort.

​

Derfor var turen i år helt optimal, da vi havde fundet et bosted 30 min. gang fra Lucca. Ingen var for trætte i benene til at gå turen frem og tilbage til den fælles forplejning inde i Lucca, og specielt samlingen omkring swimming poolen og baren efter turene var et must. Vi fik tid til at stille cyklerne fra os, få eftermiddagens første Aperol, der altid blev serveret med chips og frisklavede pizza slices, og der var tid til at restituere lidt inden den samlede spadseretur ind til Lucca C.

De to holdkaptajner havde hjemmefra lavet ruterne til både de hurtige og de knap så hurtige, det klappede, en anden havde aftalt spisestederne til middag, det klappede, andre havde afsøgt spisestederne med fin koordination fra turguiden, det klappede, vores store Mercedes og de to chauffører sørgede for transporten af cyklerne, det klappede, det hele klappede stort set, og så er det en fornøjelse at være med til at planlægge.

Et grimt uheld kunne have sat en stopper for det hele, men den uheldige rytter udviste et fantastisk gå-på-mod og var klar igen efter en dags pause, humøret fejlede heller ikke noget trods et udseende, der ville have fået Quasimodo til at se smuk ud. Op på hesten og livet går videre.

 

Man kan sige nok så meget om en Verden, der er ved at vende vrangen udad, men på sådan en tur her, bliver der hverken talt med skinger stemme, råbt ukvemsord efter hinanden eller på anden vis udvist dårlig opførsel, så man må vel konkludere, at cykelryttere hører til de mest disciplinerede mennesker i hele Verden, eller begrænser det sig bare til en lille vestjysk cykelklub - det er et godt spørgsmål?

​