Menu
Sidste nyt
Billeder
Sponsorer
Web-sponsorer
Vejret
Besøgende
Totale hits: 165146
Totale brugere: 9537
Daglige hits: 69
Daglige brugere: 25
Se Johns billeder i billedgalleriet her
Vi mødtes alle ved bussen torsdag d. 14. Juni ved Hammerum hallen. I år var der kun 14 tilmeldte og desværre et afbud i sidste øjeblik, så vi endte med at være 13 mand (det bragte heldigvis ikke uheld).
Alle cykler blev stuvet ind i bussen og humøret var højt i det strålende solskin, temperaturen havde rundet de 21°C. Vi havde selvfølgelig fulgt med i vejrudsigten de sidste dage inden turen og der var lidt diskussion om hvorvidt vejret ville holde de næste par dage.
Vi kom af sted ved 4 tiden og i år var Henrik Greves far, Poul, chauffør på hele turen.
Bussen summede af cykelsnak og forventninger til de næste dages dejlige cykeloplevelser. Der var flere der havde taget adskillige numre af “Cykelmotion” og grejkataloger med, Kristian havde sørget for kaffe og John havde styr på kagerne så der var ingen der led nød på vejen gennem det sønderjyske mod grænsen.
Ved halv 8-tiden, lidt syd for Hamborg, holdt vi rast og fik spist en sandwich som John havde medbragt. Turen gik derefter hurtigt videre mod syd.
Lige inden vi skulle til at køre ind i Harzen holdt vi en tissepause i noget af et regnvejr. Det stod ned i stænger og af og til lynede det voldsomt. Frygten stod malet i ansigtet på de af os der havde været med året før. “Skulle vi have en genudsendelse af sidste års forfærdelige l…. vejr”. Arrgh, det kunne statistisk set ikke lade sig gøre, meeen, det så jo ikke for godt ud. Der blev joket lidt med det og da vi endelig kom frem var regnen heldigvis holdt op.
Vi fik alle gaflet vore tasker fra bussen og blev indlogeret på værelserne. Det var lidt over midnat men Uwe stod klar med flutes og fedtegrever og rigeligt med øl. Klokken blev da også halv 2 inden vi kom til køjs.
Fredagen startede med morgenmad kl. 8. Alle var forventningsfulde og glædede sig til dagens tur. Vejret var fint, lidt skyer men mildt.Cyklerne blev pumpet og tjekket en ekstra gang inden afgang fra St. Andreasberg kl. 9.30.
Vi skulle ud på en ca. 60 km rundtur. De første 25 km gik stort set nedad, gennem Sieber og videre til Herzberg, på kanten af Harzen. Herfra videre til Osterode og så op i Harzen igen, via Lerbach, Clausthal, Bad Grund, Lautenthal og Zellerfeld. Da vi kom til Schulenberg fandt vi et gasthaus med en altan med udsigt ud over Okerstausee. Her holdt vi hvil, fik lidt at drikke og spise og nød den overdækkede terrasse imens der kom en lille byge. Turen gik videre da regnen var holdt op og vi kørte over Altenau, Torfhaus og Sonnenberg hjem. De sidste 15 km kom der en byge mere og vi nåede at blive godt våde inden vi kunne slutte turen af med et varmt bad.
Da vi ikke var så mange i år, var det bestemt at vi kørte samlet hele turen men for de ivrige kunne der hentes point på de største af stigningerne.
1. plads gav 5 point.
2. plads gav 4 point.
3. plads gav 3 point.
4. plads gav 2 point.
5. plads gav 1 point.
Efter aftensmaden blev der delt point ud til de hurtigste på dagens stigninger.
Der var 4 konkurrencer med der gav følgende placeringer og point:
1. Kristian Mikkelsen 17 point. Første plads og vinder af grønne trøje.
2. Carsten Ebbesen 16 point.
3. Kenneth Nystrup 13 point.
4. Ole Nielsen 8 point.
5. Timo Kristensen 6 point.
6. Carsten Grundahl 2 point.
Kampen om pointene var lige så indædt som de foregående år. Den grønne trøje var eftertragtet og der blev kørt stærkt på alle stigninger.
Kristian havde fået skrabet flest point til sig og fik overrakt den grønne trøje som skulle bæres dagen efter.
Den hvide trøje blev også uddelt. Man kunne ifølge John have gjort sig fortjent til den på mange måder. Han fremhævede dog at det ville være smart at vise ekstra opmærksomhed overfor ham selv.
Det havde Flemming gjort til fulde den dag og John var ikke i tvivl om at det skulle udløse den hvide trøje.
Lørdag morgen startede vi med morgenmad kl. 7.30 og afgang kl. 9. Vi skulle ud på “kongeetappen” ca. 160 km med spisepause indlagt i byen Friedrichsbrunn efter ca. 110 km. Poul ville være der med bussen så der var tørt tøj til de der trængte eller mulighed for at køre med hjem hvis man var brændt ud.
Ved starten var vejret en smule diset og det så ud som om det ikke rigtig vidste hvad det ville. Men efter de første 10 km klarede det op og vi fik solen at se. Temperaturen steg langsomt og det blev et perfekt cykelvejr.
Efter Braunlage forsatte vi mod Elbingerode og lavede en sløjfe ud over Werningerode. Werningerode er en gammel by, utrolig flot beliggende på den nordlige kant til Harzen. Efter en flot stejl nedkørsel til byen kom regningen da vi atter skulle tilbage i Harzen. En lang sej stigning der trak tænder ud (for nogen af os, i hvert fald) og tilbage mod Elbingerode, Hüttenrode, Wienrode og videre til Thale.
Hvis vi før havde fået trukket nogle tænder ud så røg de sidste på stigningen efter Thale, en 6 km lang sej stigning. Herfra gik de sidste 8-10 km til Friedrichsbrunn hvor der var middagspause. Vi indtog en dejlig middag på terrassen med en flot udsigt over et dal og skov område.

Efter en times tid var vi klar til at tage af sted igen. Der var nogle stykker der havde brugt alt krudtet og valgte derfor at tage med Poul hjem i bussen. Turen hjem ville alligevel snige sig op på ca. 60 km.
Jeg skulle nok også have taget bussen for da vi først var kommet 5-10 km der ud af kunne jeg godt mærke at der faktisk var udsolgt i benene.
Det blev også en laaaaang tur hjem. Mange tak til Anders og John for moralsk og til tider fysisk støtte.
Computeren nåede op på 164 km inden vi var hjemme igen. Men sikke en tur. Vi var alle enige om at det nok var den flotteste rute vi havde kørt.
Efter et godt bad var det tid til aftensmad. Uwe havde gang i grillen og der var rigeligt med pølser og bøffer. En dejlig afslutning på en dejlig dag.
Efter maden blev pointene igen delt ud:
4 konkurrencer med følgende placeringer og point:
1. Carsten Ebbesen 20 point. Første plads og vinder af grønne trøje.
2. Kristian Mikkelsen 16 point.
3. Kenneth Nystrup 8 point.
4. Ole Nielsen 6 point.
5. Timo Kristensen 3 point.
5. John Jakobsen 3 point.
5. Henrik Greve 3 point.
6. Carsten Grundahl 1 point.
Den hvide trøje valgte John at give til mig for at have kæmpet mig igennem det sidste stykke af dagens tur med meget tunge ben.
Sidste punkt på dagens program var opdeling af de 2 hold til holdkørslen søndag. Som noget nyt skulle vi prøve at køre i hold hvor de første 4 ud af seks mand talte ved tidtagningen over målstregen. Begge hold skulle følges ud ca. 15 km og derfra starte hjemturen 5 min forskudt og se hvilket hold kunne gøre det på bedste tid.
Søndag morgen til maden var der livlig diskussion omkring holdenes styrke og der blev hoveret og hånet i stor stil.
Begge hold fulgtes ad til Sieber hvor fra vi skulle starte turen tilbage til St. Andreasberg og slutte op ad den lede bakke med 10% stigning.
Der blev kørt rigtig stærkt og resultatet blev følgende
Hold 1
Carsten Ebbesen 5 point.
Ole Nielsen 5 point.
Carsten Grundahl 5 point.
John Jakobsen 5 point.
Anders Frandsen 5 point.
Flemming Østergaard 5 Point.
Hold 2
Kristian Mikkelsen 10 point.
Kenneth Nystrup 10 point.
Timo Kristensen. 10 point.
Henrik Greve. 10 point
Robert Hindsgaul 10 point.
Torben Jensen 10 point.
Søren Hansen 10 point.
Samlede stilling efter de 3 dage
1. Kristian Mikkelsen. 43 point. Første plads og vinder af grønne trøje.
2. Carsten Ebbesen. 41 point. Anden plads og vinder af HGC. klub trøje.
3. Kenneth Nystrup. 31 point. Tredje plads og vinder af blå ST. Andreasberg trøje.
4. Timo Kristensen. 19 point.
5. Henrik Greve. 13 point.
6. Søren Hansen. 10 point.
6.Torben Jensen. 10 point.
6. Robert Husgavl. 10 point.
7. Karsten Grunddahl. 8 point.
8. John Jakobsen. 8 point.
9. Anders Frandsen. 5 point.
9. Flemming Østergård. 5 Point.
Anders fik den hvide trøje for stabil kørsel alle 3 dage.
Vi sluttede af med frokost inden vi vendte næsen hjemad mod det flade midtjylland.
Alle havde haft en rigtig god tur og Harzen havde vist sig fra den virkelige smukke side i år til forskel fra sidste år.
Jeg vil gerne til slut sige tak til John for en dejlig og veltilrettelagt tur og tak til de andre deltagere for hyggeligt samvær og gode cykeloplevelser.
Søren Hansen
Se Johns billeder i billedgalleriet her